FLAMENCO FOR NYBEGYNDERE
Hvad du kan forvente ved et huleflamenco-show
Ser du flamenco for første gang? Her er, hvad cante, baile og toque går ud på inde i en Sacromonte-hule, og hvorfor det bliver hængende ved folk.
Se Los Amayas-datoer på GetYourGuide ↗Tre stemmer, én kunstform
Flamenco er reelt tre håndværk flettet sammen, og en god aften i hulen lader dig skelne hver enkelt. Cante er sangen, leveret råt og uden mikrofon af en cantaor eller cantaora; baile er dansen med rank holdning og hamrende fødder; toque er guitaren, som sætter tempoet og svarer sangeren igen. UNESCO optog flamenco på sin liste over immateriel kulturarv i 2010, og Granada regnes som et af dens hjemsteder. Det, der overrasker de fleste nybegyndere, er, hvor lidt det ligner en poleret sceneoptræden. Det fungerer mere som en samtale – sangeren åbner, guitaren falder ind bagved, danseren svarer, og i en lille hule læner alle sig ind mod det. I det øjeblik du holder op med at vente på en handling og begynder at følge følelsen, giver det mening.
Zambraen og cuadroen
Kunstnerne kaldes tilsammen for cuadro — typisk en eller to sangere, en eller flere dansere og en guitarist, mens de, der ikke optræder, klapper og råber op fra siden. Den dans, du med størst sandsynlighed får at se i Sacromonte, er zambraen, Granadas helt egen huleform, som engang blev danset ved romabryllupper og udført tæt og sammen ned gennem hele hulen. Ingen sidder uvirksom: danseren, der venter på sin tur, klapper rytmen, sangeren holder takten, og alle sammen puster til energien. Det er en del af det, der får en hule til at føles så levende — du oplever kunstnerne spille op mod hinanden i realtid, et løftet øjenbryn eller et smil, når nogen rammer en løbetur perfekt. Der er en ramme under al den tilsyneladende spontanitet, men meget er virkelig besluttet på stedet.
Palos: flamencoens stemninger
Flamenco er ikke én enkelt stil, men en hel familie af former, kaldet palos, hvor hver enkelt har sin egen rytme og sit eget følelsesmæssige udtryk – og en forestilling arbejder sig typisk igennem flere af dem. Soleáen er dyb og alvorlig, tæt på en klagesang; seguiriyaen er endnu tungere, flamenco i sin mest sørgmodige form. Så letter stemningen: alegrías er lyse og solrige, mens bulerías er hurtige, legesyge og en anelse frække – og de sender ofte aftenen ud i et løssluppent, lykkeligt flor. Granada holder især sine egne stilarter tæt til hjertet, blandt andet zambra og de lokale tangos. Du behøver ikke kunne navnene, når de kommer forbi, men at vide, at aftenen svinger fra sorg til fest, hjælper dig med at følge formen – de langsomme, smertende numre skal gøre ondt, og forløsningen, når tempoet bryder op, er hele pointen.
Palmas, compás og jaleo
Motoren under det hele er compás, flamencoens knudrede rytmiske cyklus. Du vil høre den holdt af palmas (håndklap), nogle gange pitos (fingerknips) og danserens hælslag – en lyd, der bærer særligt godt mod stenklippevæggene. Ovenover ligger jaleo – de opmuntrende tilråb, som kunstnerne kaster til hinanden, det berømte ¡olé! sammen med ¡vamos! og ¡así se baila! Intet af det er for show; det er ægte reaktioner på en god frase, og de smitter. Du er velkommen til at bidrage med din egen jaleo, når et øjeblik rammer dig – for den eneste etiketteregel, der er værd at kende, før du klapper med, se vores tips længere nede. Det, der er let at misse første gang, er, at hver palo har sit eget compás-mønster, så klappet skifter form og fornemmelse fra nummer til nummer – ikke kun i tempo.
Duende: det, som alle jagter
Tal med hvem som helst om flamenco, og ordet duende dukker før eller siden op. Det er den næsten mystiske ladning, der viser sig, når en optræden holder op med blot at være dygtig og bliver noget, der får hårene til at rejse sig på dine arme. Digteren Federico García Lorca — selv fra Granada — holdt en berømt forelæsning, hvor han forsøgte at definere det, og endte mest med at konstatere, at det ikke lader sig gøre: duende kommer uindbudt, det kan ikke iscenesættes eller planlægges, og ikke hver aften bringer det. Netop den usikkerhed er grunden til, at live flamenco i en lille hule er besværet værd. Du er ikke der for et sikkert spektakel; du er der for chancen for, at netop denne aften falder alt på plads, og hele rummet mærker det sammen.
Du behøver ikke at 'forstå' det
Det vigtigste at forstå som førstegangsgæst er, at flamenco ikke kræver andet af dig end din opmærksomhed. Sproget er ingen barriere – sangen er på spansk, men den virker gennem stemme, bevægelse og rytme, så der er intet at oversætte. Du behøver hverken kende palos eller kunne læse compás for at blive bevæget; masser af livslange fans kan det heller ikke. Mød op med åbent sind, lad de langsomme numre forblive langsomme, og vær ikke bange for at gøre det forkert. En huleshow har en overskuelig varighed og er bygget til hurtigt at fange dig. De fleste går derfra med en fornemmelse af, hvorfor Granada værdsætter denne kunst så højt – og hvorfor det at opleve den i en Sacromonte-hule, hvor zambraen startede, føles som at se den ved kilden.